Alt på siden er copyright ©
Sundhed og sygdom!
Deguer kan jo også blive syge. Det er heldigvis ikke tit vi har oplevet det, og ofte er det desværre ofte for sent at gøre noget.
Som de fleste andre dyr, kan det for deguer være ganske farligt at vise man er syg og svag. Svage dyr vil i naturen altid være et nemt offer for et andet større sultent dyr.
Giver vi vores dyr godt foder, rent drikkevand og gode boligforhold, ja så kan man ikke gøre meget andet.
De ting vi KAN gøre noget ved, er f.eks. hvis deguen får en skade, f.eks. efter et bid.
Såret renses f.eks. med klorhexidin eller anden sårrensemiddel. Er der opstået en byld kan man simpelthen forsøge at vaske med vand og håndsæbe. Brug vat eller skumklude og sørg for at duppe/tørre godt bagefter. Man kan måske være heldig at få lidt pennicilinpudder hos dyrlægen til at drysse såret med.
Måske skal dyret en tur omkring dyrlægen for at få pennicilin.
(Husk at spørge om prisen INDEN du kommer. Vi synes, det bør være billigere at bringe et lille dyr til dyrlægen, selom det naturligvis tager lige så lang tid!)
Sukkersyge! Deguer benyttes tilsyneladene i forskning af sykkersyge, da de kan være tilbøjelige til at få sykkersyge, og derfor skulle være "praktisk" i forskningen!
Igen, - det er ikke noget vi nogensidne har oplevet.
Derfor er rigtig mange deguejere der er meget, meget opmærksomme på, at deres degu ikke får noget som helst der indeholder sukker.
En noget overdrevet holdning, da man altså ikke får sukkersyge af at spise slikpinde dagen lang, men fordi kroppen ikke mere kan producere insulin. Type 2 sukkersyge (populært kaldet gammlemands sukkersyge, kan opstå hvis man belaster sin krop med FED og usund mad, og måske - eller derfor er overvægtig.
Deguer i naturen, spiser hvad der er tilgængeligt og hvad deres krop har behov for. Og det er OGSÅ søde frugter og nødder, ligesom grønt, rødder, korn, blade og meget andet.
Ja,- selv et lækkkert insekt ryger ned hvis behovet er protein!
Der er derfor ingen grund til at være sukker forskrækket. Giv blot din degu en enkelt vindrue, men lad være med at bruge rosiner som godbidder. Det har TÆNDERNE nemlig ikke godt af.
Tænder: Noget af det nye deguejere oftest først lægger mærke til er deguernes stærkt gule tænder. Og sådan skal de altså se ud. Deguer har tænder der er gule, - over i det orange.
Pelsen er kort tæt, og glat. Halen har også pels, og slutter på det yderste stykke med en pelsdusk.
Farven på den vilde dgu er brun, ofte med lidt lysere beige aftegninger.
Der er efterhånden kommet andre farvevarianter, f.eks. lys beige, og "blå".
Størrelsen kan variere, vi har set små "nips", og store lidt "grove" dyr. Oftest som en god håndfuld, - ca. 14-18 cm. plus hale.
Klørene er små og fine, og forpoterne beregnet til at håndtere foder med stor behændighed. Deguer kan godt klatre og gør det gerne, men ofte vil man opleve at de faktisk også falder ned. Deres fingre på forpoterne er ikke ret lange og kan derfor ikke få et særlig godt greb om f.eks. tremmer i buret.
Bagpoterne er forholdsvis store og med gode stærke lårmuskler, kan de sætte af i spring meget hurtigt.
Ørerne er opretstående og kan drejes i forhold til lyd. Deguer er både dag og nataktive og hørelsen er derfor lige så vigtig som synet.
Øjnene er placeret på siden af hovedet, så deres synsvidde derved bliver meget stor. Nogle deguer har en fin ring af lidt lysere pels omkring øjene.