Alt på siden er copyright ©
Fodring af marsvin.
Der er ikke de store problemer i fodring af marsvin, hvis man blot følger nogle enkle regler.
Frisk kraftfoder hver dag!
Dog ikke mere end dit marsvin har spist op til aften!
Frisk vand hver dag.
De fleste bruger en drikkeflaske med nippel. Husk alligevel at skifte vandet hver dag, og samtidig tjekke at vandet kan løbe. Husk også at rense flasken inden den bliver snavset.
Godt hø hver dag.
Mindre poser, kan købes i næsten enhvert supermarked.
Har man flere dyr, kan det være en fordel at lave aftale med en landmand om at købe en balle hø indimellem. Husk altid at stikke næsen i høet inden du serverer det! Det skal dufte tørt, og frisk! Aldrig muggent! Hø er giftigt hvis det indeholder svampesporer. Hø gives "ad libitum". Altså så meget dyret kan æde.
Grønt hver dag.
Husk, at jo mere "massive" grøntsagerne og frugter er, jo mere mad er der i dem.
Altså, agurk, melon og salat smager fint, men det er stort set kun vand.
Hvidkål, gulerød, broccoli og lign. er der langt mere mad og vitamin i.
Giver du meget grønt, så husk at regulere i kraftfoder. Får dit marsvin dårlig mave, så hold igen med frisk grønt. Husk at give marsvinet dit æbleskrog eller bananskrællen. Det er mums for et marsvin!
Vitaminer!
Marsvin har det fælles med mennesker, at de ikke kan danne eller oplagre c-vitamin. Derfor anbefales det at give marsvin tilskud af c-vitamin hver dag.
Ofte er det tilsat de mere kostbare marsvinefoder, og man kan købe også købe det særskilt, til at tilsætte vand eller foder.
Vi har aldrig givet c-vitamin som tilskud, da vi foder med masser af grønt.
Især hvidkål og appelsiner indeholder store mængder c-vitamin.
Hvidkål er også billigt, det kan holde meget længe, og marsvinene elsker det.
Grønt fra haven!
Det er gratis, det er hyggeligt at samle, og det smager fantastisk for marsvinet.
Der er nogen sikre "hits", som mælkebøtter og de fleste typer ukrudt. Men også en gren fra frugttræet er fantastisk godt, bl.a. fordi marsvinene elsker at gnave barken af. Også nåletræer er de faktisk glade for. Her er det dog kun nålene de spiser.
Og så naturligvis frugterne fra frugttræerne.
Mange spørger om hvilke typer ukrudt præcist de kan tåle, og vil gerne have en præsis liste at gå ud fra!
Jeg vil fortælle hvordan vi gør! Vi plukker simpelthen alt det vi kan finde og giver dem. Jeg er ikke særlig botanisk intresseret og kender ikke ret mange navne på planter. Men jeg har erfaret at der er enkelte planter som de simpelthen ikke rører, og det tror jeg er fordi de ikke kan tåle dem. At de er giftige for marsvinene.
Sidste sommer oplevede vi efter at have smidt en bunke grønt ind til dem, at nogle af de "nye" marsvineunger løb til for at smage. Men de blev overhalet af en af de voksne, der simpelthen stillede sig imellem og forhindrede ungerne i at spise af en ganske bestemt plante. Den lå urørt tilbage! Det var ikke en vi havde givet før, og jeg er sikker på, at den har været giftig for dem.
Det skal siges at vi aldrig har oplevet at et marsvin blev syg efter at have spist ukrudt. Jeg kan naturligvis ikke garanter at det ikke kan ske for andre, men det fungerer for os. Altså, - det er dit eget ansvar hvordan DU gør!